Tantepukkel vs prinsessepukkel

Lenskjold har i sommerferien været ude at kigge på den af kvinder så frygtede ”tantepukkel”, men forudser, at den hadede hævelse snart kan blive et eftertragtet statussymbol på linje med Louis Vuitton-tasker med små hunde i.

Undersøgelser viser, at op mod 70 procent af danskerne er tilfredse med kongehuset og mener, at Danmark skal forblive et kongerige i fremtiden også. Og der er vel ingen grund til at tro, at kongehusets tilslutning vil blive mindre, når tronen overdrages til næste generation. Kronpinsparret nyder stor popularitet blandt befolkningen, ikke mindst på grund af Frederiks sportslige eventyr og Marys tilsyneladende oprigtige engagement i støtte- og velgørenhedsarbejde. Men det er vel de Kongelige Højheders iver i ægtesengen og deres åbenlyse hengivenhed overfor hinanden og i særdeleshed deres talrige poder, som varmer royalisternes hjerter mest og viser os alle, at de virkelig er en kommende konge og dronning af folket.

Hvis Kongehusets PR-afdeling ønsker at skabe det billede, at Frede og Mary er som vi andre (eller mere perfekte udgaver af vi andre), så er nærværende billede perfekt til det formål. Det viser nemlig tydeligt, at slotte til årstidsbrug og verdens bedst lønnede skånejob ikke fritager én for de skavanker, som aldereren byder os alle.

Hvis vi prøver at se forbi den royale lykke og harmoni og zoomer ind på Marys nakke, så ser vi den tydelige aftegning af et ødem - en hævelse - over én af hendes nederste nakkehvirvler. Det er den frygtede ”tantepukkel”, som rammer mange kvinder, og som er et tydeligt (og derfor hadet) tegn på, at indehaveren ikke er så ung og frisk i kødet, som hun var engang.

I min familie - som i de flestes - bruges sommerferien ofte til samvær med venner og familie, og det gik i år op for mig, at jeg i min umiddelbare omgangskreds kender mindst fem kvinder, som i forskellig grad har en sådan hævet nakkehvirvel. Disse kvinder, hvoraf de fleste er i 30'erne og kun én over 45, har det tilfælles, at de alle har moderate til invaliderende symptomer relaterede til nakken. Symptomerne spænder sig fra smerter og snurren i hænderne over kraftige, natlige smerter i hænder og håndled til daglige hovedpiner og voldsomme migræneanfald. Og det har haft store omkostninger for disse kvinders liv: Én af dem har måttet trække sig helt ud af arbejdsmarkedet på grund af smerterne og trætheden, og en anden kan ikke udføre sit arbejde uden personlig assistance og hjælpemidler. Andre har været sygemeldte i kortere eller længere tid.

Kigger vi igen på billedet af kronprinsessen og betragter hendes holdning, ser vi tydeligt årsagen til balladen: De fremadvendte og nedadhængende skuldre, ryggen, der krummer fra side til side og nakken, der, som på en kamel, skyder sig fremad i sit nederste forløb og først retter sig opad i de allerøverste hvirvler. Denne holdning, den såkaldte ”chin-poker” (hagestritter), skyldes svaghed i den dybe, stabiliserende muskulatur i nakke- og skulderregionen og medfører, at hele vægten af skuldre, arme og hoved samt en eventuel ydre byrde (babyen i den strålende Marys arme) bæres af de passive strukturer i nederste del af nakken, hvorved der skabes kompression af leddene mellem nakkehvirvlerne med immobilisering og hævelse til følge. Dette er naturligvis dårlige nyheder for de spinalnerver, der udspringer fra rygmarven gennem den trange plads mellem hvirvlerne for at innervere skuldre, arme og hænder.

Men hvordan er det kommet så vidt med kronprinsessen, som garanteret er en kropsbevidst og veltrænet kvinde med masser af resurser? Svaret finder vi igen på sladderbladsudklippet i toppen af indlægget. Mary er omgivet, ja hun ligefrem vader rundt i årsagen til sin...øh... Lad os kalde den ”prinsessepukkel”. Christian, Isabella, Vincent og Josephine... Det er de små royale bassetrolde, som bærer skylden for deres moders hævede og sikkert ømme nakke. Kronprinsessen har - ligesom de førnævnte af mig bekendte kvinder - født, ammet, skiftet, puslet og nuslet flere børn, og det er dette slidsomme arbejde, der har skaffet vores allesammens Mary en pukkel på nakken. Vi skal høre lidt om hvorfor.

Når en kvinde er gravid, danner hendes krop relaxin - et hormon, som blødgør bindevævet i hendes krop. Dette er en god ting for kvinden, som jo under fødslen skal klemme et spædbarnshoved ud gennem sin bækkenåbning, og så hjælper det at være lidt løs i koderne. Problemet er bare, at hormoner virker globalt i kroppen, og effekten af relaxinet kan ses i alle dens ledbånd, muskelfibre, bruskflader osv. Der kommer altså en øget bevægelighed (eller mindsket styring) i leddene. Dette ville ikke betyde så meget, hvis leddene var omgivet af en tilstrækkelig stærk muskulatur til at holde leddet i en sund og neutral stilling. Men sagen er jo den, at de fleste kvinder i en periode omkring fødslen fysisk set er ret inaktive. Sidste trimester er præget af træthed og vægten af den store mave, og bagefter bruger hun de fleste af døgnets timer på at amme og pleje barnet. Billedet i toppen illustrerer igen med størst ønskede tydelighed, hvordan ”chin-poker-holdningen” opstår. Babyen i hendes arme får hendes skuldre ned og frem, og hovedet sænkes for at skabe den tættest mulige kontakt til barnet. Har man først tilbragt fem til ti timer om dagen i seks måneder eller mere i denne stilling, kan det være svært at finde svanehalsen frem igen. Og barn nummer to kommer måske allerede et par år senere, og så starter det hele forfra bare med et dårligere udgangspunkt.

Som vi så ovenfor, er tantepuklen (eller i kronprinsesse Marys tilfælde - prinsessepuklen) ikke bare et kosmetisk problem, men har ofte alvorlige følger for kvinden. Heldigvis er den relativt nem at forebygge eller skaffe sig af med for de fleste. En bevidst holdningsændring hjælper, men er dog som regel ikke nok og føles for mange kunstig og anstrengt. Det, der virkelig rykker, er en målrettet styrkelse af muskulaturen i nakke og skuldre, og her kan mange typer træning bruges. Svømning egner sig særdeles godt, da nakken her tvinges tilbage, og svømmetagene styrker både nakke og skuldre. Træning med fokus på styrke og stabilitet som fx yoga og pilates vil ligeledes være godt, ligesom mange former for holdtræning og vægttræning kan gavne. Problemet bliver først rigtig alvorligt, hvis tilstanden forbliver ubehandlet i længere tid. Da kan den danne grobund for degeneration i og omkring nakkens led - hvilket er en lidelse, som på det kraftigste må frarådes!

Har man symptomer af neurologisk karakter (smerter, summen eller føleforstyrrelser i skulder, arm eller hånd), skal man altid søge læge (øreklapstolens mantra!), og man skal måske have noget specialiseret træning, men ellers er almindelig træning fin.

Oplever du ubehag eller træthed i nakke/skulderregionen, og er du i tvivl, om du allerede er eller er i fare for at blive chin-poker, så er her et par simple tests: Få en anden til at fotografere din nakke fra siden, og se, om du er en svane eller en kamel. Du kan også stå afslappet med armene ned langs siden. Kig ned. Vender håndryggene fremad? Hvis ja, så bingo!

I øvrigt kan mænd også have tantepukler (men de er bare dovne og skulle skamme sig!), dog er det hovedsageligt noget, kvinder lider af, og der er mange dem. I den forbindelse vil jeg slutte af med en lille betragtning, jeg har gjort på baggrund af sommerferiens feltarbejde: Af de kvinder med nakkeproblemer, jeg har mødt, har flere ret alvorlige neurologiske symptomer, som præger deres liv og livskvalitet i meget høj grad. Alligevel fremkalder udsigten til daglig træning (og dermed en meget ønsket bedring) en veritabel salve af undskyldninger og grunde til, at det nærmest er umuligt at gennemføre (dette skal ikke ligge dem til last; det er en helt normal reaktion hos mennesker med kroniske smerter). MEN..! Når ordet ”tantepukkel” nævnes, står de som ved et trylleslag i Reeboks, pandebånd og benvarmere og forlanger at få at vide, hvor træningssalen er.
Tsk, tsk...

Det er under arbejdet med denne artikel gået op for mig, at det er muligt, at hele problematikken omkring tantepukler i den nærmeste fremtid vil tage en uventet og bizar drejning. Da kronprinsessen nu har fremvist sit klædelige og værdigt elegante eksemplar, kunne det måske gå hen og blive en eftertragtet egenskab - en modeaccessory i en verden af kropskulturdyrkere? Og med denne artikel har vi (i al beskedenhed) også fundet et passende navn til den. Hvis unge kvinder om et par år tvinger sig selv til at sidde i sofaen med dukke Lise i timevis hver dag for at få den perfekte ”prinsessepukkel”, så ved du, hvor du hørte det først.

Gud bevare Danmark

Lenskjold

 

”Pain don't hurt”

 Lenskjold kauserer i sit første blogindlæg over smertens natur: Hvornår skal vi ignorere den, hvornår skal vi tage den alvorligt, og hvorfor gør den så skideondt? Han forsøger også totalt at ignorere, at Patrick Swayze er død (R.I.P) og truer flødebollen med en smertefuld alderdom.

Hvis du ikke umiddelbart genkender macho-udsagnet i overskriften, så kan jeg fortælle dig, at det stammer fra en aldeles forglemmelig gang slå-på-tæven-sjask fra 1989 ved navn ”Roadhouse”. Ordene kommer ud af munden på Patrick Swayze, der spiller Dalton - en ung fyr med grader i både filosofi og psykologi, som har skrinlagt sin akademiske karriere til fordel for tilværelsen som kæderygende udsmider. Den bedste af slagsen. Da lægen (en meget blond og langbenet Kelly Lynch) i det lille landsbysamfund, Swayze skal forsøge at redde ud af kløerne på en velhavende og særdeles ond og sadistisk Ben Gazzara, spørger, om ikke det gør ondt med alle de daglige tæsk (mens hun kyndigt og blidt renser hans sår en sen aften i dæmpet belysning), bliver vi konfronteret med dybden i vor helts sjæl: ”Pain don't hurt”.

Udtalelsen er selvfølgelig noget vås. Det er fordi, den er et paradoks: Smerte gør ondt. Hvis ikke den gjorde det, ville den ikke eksistere. Smertens eneste funktion, ja selve dens manifestation, er at gøre ondt. Men vi forstår jo godt, hvor den gode Patrick vil hen. Han vil sige noget i retningen af ”smerten findes kun i sindet, og han, der kontrollerer sindet...” osv, osv, ad nauseam... Vi forstår, hvad han siger, og et eller andet sted ved vi godt, at Patrick (på trods af spytkrølle og vaskebræt) nok har fat i noget.

For det har han. I hvert fald et stykke hen ad vejen. Det kan illustreres med et simpelt eksempel: Ungerne har forlangt sovs, og du får fingeren i klemme i persillehakkeren. Det gør ondt ad helvede til. Du kigger på fingeren, som bløder lidt, og kan konstatere, at sårets placering svarer godt overens med smertens lokalisation. Du drager derfor konklusionen, at du har klemt din finger i en persillehakker, og at den nu gør sindssygt ondt. Og det er selvfølgelig en udmærket og brugbar beskrivelse af din subjektive oplevelse af episoden, men den er samtidig ikke helt rigtig.

Mon ikke de fleste af os er klar over, at der i kroppen findes nerver, og at disse nerver sender beskeder mellem hjernen og kroppens forskellige organer? Kigger vi på ovenstående eksempel, vil de fleste nok også - med rette - have en fornemmelse af, at vævsskaden i fingeren påvirker nogle nervetråde (smertereceptorer), som derved aktiveres og sender besked op gennem armen og skulderen og ind i rygraden, hvor de overdrager depechen til en anden postmand, som bærer beskeden lige op i valnødden. Først her åbnes kuverten, og beskeden tolkes.

Hver kropsdel har sin repræsentation i hjernen - et fysisk område, der varetager input og output fra og til organet. Dette område er også sæde for smerten, men fordi fingeren sidder i den anden ende af nervecellerne, føles det som om, det er fingeren, der gør ondt.

Jeg tror ikke, dette vil revolutionere nogens kropsforståelse, men det er vigtigt at få på plads, hvis vi skal kunne gabe over nogle af de problemer og paradokser, som er forbundet med smerte, og som er en del mere komplekse. Har man først indset, at smerten og skaden er separate størrelser, så vil den logiske konsekvens være at spørge, om de to så altid stemmer overens med hinanden? Svaret er nej.

Sidste sommer blev jeg under en cykeltur stukket i læben af en hveps, som jeg var så fræk at genere, mens den guffede af min medbragte honningmad. Det gjorde ikke vanvittigt ondt. Selve stikket sved, og der var en voksende stramhed og dunkende fornemmelse i læben og kinden på turen hjem, hvor jeg med afsky kunne følge mit ansigts tiltagende deformitet i min egen skygge på asfalten. Var den samme gift og smerte blevet påført mig af en håndstor edderkop eller skorpion, ville min oplevelse af smerten nok have fyldt en del mere. På den anden side er jeg sikker på, at jeg ville have kunnet ignorere den totalt, hvis jeg havde været DR's udsendte under et luftangreb eller blev jagtet af fjendtligtsindede undervandsuhyrer, som var kravlet på land for at udslette mig (et tilbagevendende mareridt).

Denne markante forskel i smerteoplevelsen på det samme stimulus kaldes ”smertemodulation”. Udtrykket dækker over et ufattelig klomplekst system, som gør de muligt for hjernen at justere på styrken af de indkommende smertestimuli. Som nævnt før, skifter ”smerteposten” hænder nogle steder på sin vej fra fingeren til hjernen. På den nervetråd, som modtager beskeden i disse nerveovergange (synapser), sidder der andre nervetråde, som påvirker nervens følsomhed overfor input. Disse ”modulerende” nervetråde har forbindelse til områder i hele hjernen. Det betyder, at det smertebudskab, der i sidste ende når hjernen, forinden har været under påvirkning af ting som dit humør, bevidsthedsniveau, dit fysiske aktivitetsniveau (det gør først rigtig ondt, når kampen er slut), din hukommelse og mange, mange andre faktorer.

Smerten er altså langtfra lig med skaden, men er i høj grad også et udtryk for vores egen forståelse af den og vores måde at tænke om den på (bevidst og ubevidst). Dette er selvfølgelig sindssygt vigtigt at holde sig for øje, når man har ondt (eller når man behandler én, der har ondt), fordi smertens intensitet nærmest har maksimal indflydelse på, hvordan vi forholder os til smerten, og hvordan vi opfører os, når vi har ondt.

Der er groft sagt to steder, det kan gå galt: 1) For småt (eller ignoreret) smertestimulus, eller 2) for stort smertestimulus eller angstpræget tilgang til smerten, som derved for for stor indflydelse på vores ageren.

Patrick Swayze hører til i første kategori. I denne kategori finder vi også stort set alle elitesportsudøvere og en del entusiastiske motionister. Hvem har ikke prøvet (det har jeg i hvert fald selv) at ignorere en smerte i anklen eller knæet under én eller måske flere løbeture med det resultat, at løbeprogrammet og det gode fremskridt må afbrydes helt på grund af en decideret overbelastningsskade. Enkelte vil måske have taget den endnu videre (igen er jeg skyldig) og fortsat træningen ved hjælp af en ibuprofenkur, som kan fjerne inflammationen og dermed også smerten. Dumt med dumt på. Men det er desværre også almen praksis i store dele af sportsverdenen og særligt i den professionelle. Der trænes videre på skader, og spillerne/udøverne gøres kampklare med kortisonindsprøjtninger m.m. Resultatet er forudsigeligt. Kroppen har brug for restitution, og en skade skal genoptrænes nænsomt og kontrolleret. Antiinflammatoriske stoffer forhindrer restitutionen i at finde sted, og atleterne går en smertefuld fremtid i møde som sportsinvalide gigtpatienter, før de overhovedet er kommet ordentlig i gang med livet. Unge mennesker har notorisk svært ved at forestille sig, at der er et liv efter de 30, men prisen skal betales på et tidspunkt.

I elitesportens verden sættes sagen på spidsen, men de fleste af os er skyldige i lidt af det samme. Mange døjer med smerter fra lænd eller nakke, hovedpine, musehåndled, biografknæ eller andre symptomer, som i perioder kan præge vores liv ret voldsomt. Men af én eller anden grund får vi aldrig rigtig søgt den hjælp, vi har brug for, og vælger i stedet at ignorere smerten så godt vi kan. Der har måske været en akupunktør eller en kiropraktor inde over et par gange, og det hjalp da også lidt, mener vi at kunne huske. Det plejer at gå over igen af sig selv, siger vi til os selv. Den dag smerten ikke forsvinder af sig selv, men bare bliver en konstant progredierende hæmmer af vores livkvalitet, har vi vænnet os til at leve med den, og den er blevet filtret godt og grundigt sammen med en masse følelsesmæssige og psykologiske faktorer, som kan gøre udredning og behandling til en vanskelig sag. Vi befinder os nu i den anden kategori.

Den anden kategori er noget mere svær at definere. Den består af de af os, der har det tilfælles, at vi af den ene eller den anden grund allerede har pådraget os, eller er i stor risiko for at udvikle kroniske smerter. Og her må jeg lige stoppe op... Du husker nok, at vi for lidt siden måtte fastslå, at smerten og skaden var to forskellige størrelser? Kroniske smerter kan beskrives som smerter, der på baggrund af en hypersensitivering af nervesystemet, har løsrevet sig totalt fra den oprindelige, bagvedliggende skade og nu lever deres eget autonome liv i kroppen, hvor de gør uoprettelig skade på nervesystemet med deres konstante og vedvarende stressning af værtsorganismen. Ikke rart.

Årsagerne kan være mange, men hyppigt er det langvarige og/eller meget intense smerter, som så at sige har ”overophedet” nervesystemet. Ofte er det kommet så vidt, fordi smerterne har været ubehandlede eller fejlbehandlede. Der kan også være tale om deciderede smertesyndromer som fx whiplash, fibromyalgi eller kronisk træthedssyndrom. Men bizart nok er en af de hyppigste årsager, at når det gør ondt, skåner vi os selv. Vi indtager et bevægemønster, som måske lindrer nu, men er uhensigtsmæssigt i det lange løb. Har vi fx et smertefuldt knæ, vælger vi måske ikke at bruge benet eller at gøre det stift. Resultatet er tab af muskelmasse omkring leddet, ingen ernæring af brusk og ledbånd med katastrofale følger for knæet og os selv.

Hvad end årsagen er, så bliver resultatet, at nervesystemet reagerer på det vedvarende smerteinput og ændrer sig. Det smertegivende område bliver overrepræsenteret i hjernen. Hvis der var tale om ”the persillehakker incident”, så ville det område i hjernen, der svarer til fingeren, vokse. Nervetråde, der normalt varetager andre funktioner, ville nu blive smertetransmitterende med det resultat, at stimuli, der ikke normalt gør ondt (tryk, berøring) nu ville fremkalde smerte. En lang række andre hormonelle og kemiske faktorer kommer i spil og kan sensitivere nervesystemet til at reagere over 20 gange så kraftigt som normalt. Nogle af disse er irreversible. Og det bliver værre endnu.

Du husker måske, at vores hjerne har mulighed for at justere på smerten - at skrue op eller ned for den afhængigt af blandt andet vores humør, følelser, tanker, forventninger osv.? Man kan kun forestille sig den angst og depression, der må være forbundet med voldsomme kroniske smerter. Disse alene er meget potente smerteforstærkere.

Er det kommet så langt ud, skal man behandles på et smertecenter. Smertecentrene er de eneste behandlingssteder med tilstrækkelig viden om behandling af de stærke kroniske smerter. Her er man fx begyndt at behandle patienter med mikrodoser af antidepressiver og epilepsimedicin i erkendelse af, at kroniciteten sidder i nervesystemet, ikke i vævet.

Så hvad kan vi gøre? Hvis vi er for forsigtige overfor smerten og lader den styre for meget, ender vi i et smertehelvede, og hvis vi spiller macho og gør som vi plejer, ender vi samme sted. De fleste af os forlader os nok på vores sunde fornuft og mådeholdenhed. Faktum er bare, at en skræmmende stor del af os vil komme til at opleve diskusprolapser, knæ- og hofte-alloplastikker (bortsavning af det gamle led og ihamring af et nyt, kunstigt), slidgigt i fingre, skuldre, nakke, lænd, hofter, knæ, ankler og tæer, impingement-syndromer i skulderen, spinalstenoser (afklemning af rygmarven med voldsomme smerter og/eller føleforstyrrelser samt nedsat kraft i benene og manglende blære/sphincterkontrol) og mange, mange andre voldsomt ubehagelige tilstande med store omkostninger for os selv, vores nærmeste og samfundet. Vores gener kan disponere os for disse tilstande, men vi påvirker i høj grad selv udviklingen.

Svaret her fra er søg læge.

De færreste ting skal gøre ondt i mere end en uge og næsten intet i mere end to. Bliver det ved, så kontakt din læge, og bliv ved med at opsøge ham til den rigtige diagnose er fundet, og behandlingen hjælper. Hvis du ikke føler, at du får en tilfredsstillende behandling, så find en ny læge og plag livet af ham. De er ikke behandling at spise natskyggeolie for værkende led trods mirakelhistorier på diverse webfora. Det er ikke behandling at få akupunktur for lændesmerter - akupunktur er symptombehandling ligesom panodil. Kiropraktoren skal også holde sig fra din ryg med en enkelt undtagelse: Han kan skaffe dig af med dit akut opståede hold i ryggen, men han kan ikke hjælpe dig med de langvarige smerter. Jeg skal være helt ærlig overfor dig. Hvis du søger hjælp for smerter ét eller andet sted i bevægeapparatet, så vil du højst sandsynligt blive udsat for én eller anden form for træning. Øvseren... Men det skal du være glad for. Der er påvist positiv effekt af træning på næsten alle former for lidelser i kroppens bevægelige dele, ofte ligeså god eller bedre end operation. Selv hvis det ikke hjælper, hjælper det!

Men ring nu til den læge. Gør det. Nu.

Denne artikel tilegnes mindet om Patrick Swayze. Jeg håber, smerte ikke gør ondt, hvor du er nu, Patrick.

Lenskjold